Årsberetning 2008 

Årsberetning fra KBDK
Når man tænker på at alle i bestyrelsen inklusiv formand er frivillige, så synes jeg faktisk der er blevet lavet rigtigt meget i 2008.

Vi startede året med at holde møde med Dansk Sejlunion (DS). Nu ville vi for alvor finde ud af, om vi kunne blive enige omkring den struktur, der skulle til, hvis vi skulle være medlem af DS. KBDK ønskede en virtuel organisation/klub, DS og DIf ønskede en traditionel foreningsløsning med klub huse, standerhejsning osv.
Vi holdt som nævn et møde og efterfølgende har der været en masse mails frem og tilbage imellem DS og KBDK.
Det er en helt ny form for organisering de danske kitesurfere har valgt. Forenings Danmark er bygget op omkring fysiske foreninger med klubhuse og hvad der hører til.
Vi fik udarbejdet forslag til vedtægter, samt hjemmeside så vi kunne holde generelforsamling på nettet.
Dette arbejde var en rigtig tidsrøver, som har krævet en stor indsats af alle i bestyrelsen. Heldigvis er vi så heldige, at folk er flinke til at hjælpe.

Gennem forhandling, samt kompromisser fra både DS og KBDK, er det heldigvis lykkes at finde en løsning, hvor KBDK består som nu, og med de vedtægter, vi lige har godkendt på vores første virtuelle generelforsamling.
Alt i mens dette er foregået har Søren Gabriel og Christin Egebjerg, vores natur, miljø og fredningseksperter, været i gang med et kanon godt og også stort stykke arbejde i forbindelse med natura2000.

Natura2000 er noget EU har sat i søen. Kort fortalt går natura2000 projektet ud på, at frede store dele af de danske kyststrækninger.
Det vil selvfølgelig have stor indvirkning på vores sport og de områder vi sejler i. Men på grund af KBDK og DS, samt Sørens og Christins store arbejdsindsats, har vi nået at gøre indsigelser i de områder, som vil blive berørt. Indsigelserne var første slag - det næste bliver ude i de respektive kommuner, som skal færdigbehandle sagerne.

KBDK er også arrangør af den danske kitetour, og da det er de samme mennesker som derfor er aktive i både KBDK og Kitetour, betyder det at når Kitetour´en starter op, så går arbejdet omkring KBDK som helhed, lidt ned i gear.
Selvom det måske ikke ser ud af meget med Kitetouren, så kræver det rigtigt meget arbejde, at få det hele til at køre.
Omkring Kitetour´en tog vi fat på en ny struktur i år, ved at prøve med mobile stævner. Bestyrelsen syntes det har været en succes og vi vil i 2009 fortsætte med mobile stævner. Dette er gjort for at opprioritere sejlforholdene. Det har selvfølgelig været på bekostning af fester, men det har nu været festligt nok alligevel.

Der er stadig masser af opgaver at tage fat på næste år.
Efter vedtagelsen af de nye vedtægter, skal vi mødes med DS igen, sådan at vi kan få lagt en strategi for, hvad vi tager fat i og i hvilken rækkefølge.

Vi skal videre med udarbejdelsen af en instruktøruddannelse under KBDK.
Der skal, hvis det er muligt, laves nogle flere tiltag for Juniorerne i Danmark.

Sidst, men ikke mindst, skal vi have fundet ud af, om det er muligt at lave en fælles forsikring for alle KBDK´s medlemmer.

Og så vil jeg lige opfordre alle til at melde sig ind i KBDK. Jo flere vi kan få samlet under KBDK, desto mere indflydelse har vi.

På betyrelses vegne

Rasmus Salomon

Formand KBDK

Seneste nyheder

Kommende events