Vil du være Kitesurf Instruktør i 2013?

I foråret 2012 tog Dansk Sejlunion og den landsdækkende klub Kiteboarding Danmark initiativ til at etablere en standard for hensigtsmæssig instruktion i kitesurfing ved at uddanne "Kitesurf Instruktører" og certificere kiteskoler med høj kvalitet i undervisningen. Baggrunden for at etablere en standard for hensigtsmæssig undervisning var, at der gennem flere år har været et behov for at højne sikkerheden og undervisningskvaliteten for begyndere i kitesurfing.

Fordelt på to instruktørkurser i foråret 2012 blev der uddannet knap 50 kitesurfing instruktører, der varetager instruktion på de ca. 20 "Dansk Sejlunion Certificerede Kiteskoler".

I foråret 2013 udbyder Dansk Sejlunion igen et "Kitesurf Instruktør" kursus. For at følge den teoretiske del af "Kitesurf Instruktør" kurset skal de kommende instruktørers egne færdigheder være efterprøvet inden tilmelding til kurset. Den enkelte instruktørs færdigheder bliver vurderet ud fra "Kitesurfer 1 Diplom" inkl. "Tillæg" samt en række andre punkter for at sikre et respektabelt niveau i håndtering af kitesurfing.

I den kommende tid - inden det bliver for koldt - kan interesserede instruktører med fordel sørge for at få efterprøvet deres egne færdigheder på en af landets mange "Dansk Sejlunion Certificerede Kiteskoler" eller ved en "Dansk Sejlunion Certificeret Instruktør" for at sikre sig plads på den teoretiske del af "Kitesurf Instruktør" kurset, der finder sted på Dalum Landbrugsskole d. 6.-7. april.

Læs alt om Dansk Sejlunions "Kitesurf Instruktør" kursus her.

Se artikel om hensigtsmæssig instruktion i kitesurfing i et tidligere nummer af Dansk Sejlunions medlemsblad SEJLER her.

Læs om begynderes oplevelser af "DS-kitekurser" her.

God vind!

Henrik Tang
Udviklingskonsulent wind- og kitesurfing
Dansk Sejlunion

Seneste nyheder

Kommende events