Vedtægter

§ 1 KLUBBENS NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er Kiteboarding Danmark.

Klubbens hjemsted følger formandens bopælskommune.

§ 2 KLUBBENS FORMÅL

KBDK’s formål er at varetage danske kitesurferes interesser for at kunne udøve deres sport, herunder både bredden og eliten.

At udbrede kendskabet til kitesurfing

At sikre at kitesurferne kan blive hørt som en samlet interessegruppe.

At arbejde for, at kitesurfing kan dyrkes som konkurrencesport på internationalt niveau i Danmark.

At arbejde med adhoc grupper og udvalg som tilgodeser specifikke grupper, så længe det som helhed tilgodeser og gavner sporten.

§ 3 MEDLEMSKAB AF ORGANISATION

KBDK er medlem af Dansk Sejlunion, og er undergivet disses vedtægter og bestemmelser.

§ 4 OPTAGELSE AF MEDLEMMER

Alle kan optages af KBDK. Optagelse af umyndige som medlemmer af foreningen kræver skriftligt samtykke fra forældre/værge.

§ 5 KONTINGENT

Klubbens kontingent fastsættes for ét år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves helårsvis forud for alle medlemmer.

Kontingent eller andre medlemsydelser refunderes ikke ved udmeldelse eller eksklusion af et medlem.

Kontingentet bliver opkrævet hvert år fra den 1. januar.

§ 6 EKSKLUSION

Medlemmer, som ikke har fornyet deres kontingent ved årskiftet slettes som medlemmer, indtil de igen har indbetalt kontingent.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis særlige forhold giver anledning dertil. Dette kræver, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen, samt at medlemmet har haft lejlighed til at forsvare sig forinden. Tilsvarende kræves 2/3 flertal, hvis det senere besluttes at genoptage medlemmet.

Medlemmet kan derefter ønske at få eksklusionen prøvet i et særligt punkt under næste generalforsamling, hvor medlemmet ikke selv har stemmeret men dog adgang til at forsvare sin egen sag på hjemmesiden. Også her kræves 2/3 flertal for såvel eksklusion som genoptagelse af medlemmet.

§ 7 ORDINÆR GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle KBDK’s anliggender.

Alle betalende medlemmer har stemmeret og adgang til at logge ind og skrive i fora og diskussioner på www.kbdk.dk.

Den almindelige generalforsamling afholdes årligt i november måned og afvikles virtuelt på Kiteboarding Danmarks hjemmeside.

Den virtuelle generalforsamling varsles, indkaldes og afholdes via KBDK´s hjemmeside.

Medlemmerne skal på eget initiativ holde sig orienteret på hjemmesiden og er selv ansvarlige for at opdatere KBDK’s oplysninger om deres emailadresse.

Fire uger før generalforsamlingen indkaldes forslag til dagsorden.

Disse skal være afgivet to uger før generalforsamlingen, hvor bestyrelsen præsenterer den endelige dagsorden sammen med forslag, årsberetning, regnskab og budget.

Selve generalforsamlingen afvikles som en 4 ugers FORUM-DEBAT.

Beslutninger tages herefter ved åbne afstemninger, hvor medlemmer kan logge ind og skrive, hvad de stemmer.

Efter debatten afsættes en uge til afstemningen.

Ved stemmelighed må et forslag genbehandles i en fornyet form.

§ 8 DAGSORDEN

Dagsorden for den almindelige generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1.Valg af moderator (dirigent) for debatten på forum i det kommende år samt ved næste års generalforsamling

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3. Godkendelse af regnskab for det forløbne år og budget for det kommende år, samt fastsættelse af kontingent.

4. Behandling af eventuelt indkomne forslag

5. Valg af 3 medlemmer som er på valg – bestyrelses medlemmer vælges for to år ad gangen

6. Valg af revisor

7. Eventuelt (samt evaluering af den virtuelle form)

§ 9 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

En ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen - eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne stiller krav herom på KBDK’s forum.

Her gælder samme regler som ved den almindelige generalforamling § 7 & 8.

§ 10 BESTYRELSE - VALG

Bestyrelsen er KBDK’s daglige ledelse og repræsenterer KBDK i alle forhold.

KBDK’s beslutninger og handlinger forpligter i henhold til lovene.

Bestyrelsen består af en formand, kasser samt 4 menige medlemmer, alle vælges for to år ad gangen ved den almindelige generalforsamling. 3 medlemmer i lige år og 3 medlemmer i ulige år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv efterfølgende på førstkommende bestyrelsesmøde og fordeler løbende opgaverne mellem sig og inddrager underudvalg efter behov.

§ 11 BESTYRELSENS MØDER OG BESLUTNINGER

Bestyrelsen holder møder efter behov.

Der lægges jævnligt og efter behov et nyhedsbrev med beslutninger og andre relevante informationer ud på KBDK’s hjemmeside.

Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren.

§ 12 REGNSKAB

KBDK’s regnskab lægges ud som pdf-fil på forum ved indkaldelse til den almindelige generalforsamling (2 uger før) og skal være forsynet med revisors påtegning.

KBDK’s regnskabsår er kalenderåret.

§ 13 VEDTÆGTSÆNDRINGER

Forandringer i vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 14 KLUBBENS OPLØSNING

Bestemmelse om KBDK’s opløsning kan kun tages på en til dét formål indkaldt generalforsamling.

Det kræves at mindst 2/3 af KBDK’s betalende medlemmer deltager i internet afstemningen, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

I tilfælde af KBDK’s opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til kitesurf-sportslige formål indenfor Dansk Sejlunion.

Disse vedtægter er besluttet på en stiftende generalforsamling.

Vedtægterne er herefter justeret på følgende generalforsamlinger (opføres i datorækkefølge):

Seneste nyheder

Kommende events