Kitesurfinstruktion på rette kurs

At tage et kursus i kitesurfing får nye standarder fra i år. Dansk Sejlunion har i et samarbejde med KBDK taget et skridt mod nye tider, så nye kitesurfere bliver introduceret til sporten på en tryg og sikker måde på Certificerede Kiteskoler.

Sparring højner standarden
I weekenden d. 14.-15. april blev sæsonens andet og sidste ”Kitesurf Instruktør” kursus afviklet. De uddannede instruktører kommer til at vise vejen for en ny standard for begyndere i kitesurfing på Dansk Sejlunions Certificerede Kiteskoler.
I 2012 har Dansk Sejlunion afviklet to kitesurf instruktørkurser, hvor 49 instruktører er kommet gennem den teoretiske del. I forlængelse af den teroretiske del kommer der en praktisk del for at blive certificeret instruktør.

Instruktørernes feedback på det teoretiske kursus har gjort det tydeligt, at sparringen på tværs af erfaringer er afgørende for, at instruktører reflekterer over, hvordan begyndere kommer i gang på en tryg og sikker måde. Casper Koch Villumsen, som deltog på årets andet og sidste kitesurf instruktørkursus, fortæller:

”Udover en undervisning på et højt fagligt niveau, var sparringen på tværs af instruktørernes mange erfaringer virkelig god. Når man arbejder i grupper ud fra de mange forskellige temaer, som ligger i kursets progression, kommer ens egne kompetencer allerbedst i spil. Så for mig har kurset helt sikkert været anledning til, at jeg bliver en bedre instruktør og bliver mere opmærksom på fx læringsstile og den enkelte elevs behov”.

Samspil med internationale uddannelser
Med lanceringen af Dansk Sejlunions nye kitesurf instruktøruddannelse har instruktører med den internationale kitesurf instruktøruddannelse IKO haft muligheden for at følge et meritkursus på dette års kurser. En stor del af de internationale IKO-instruktører i Danmark har valgt at benytte sig af dette tilbud, som var en mulighed i forbindelse med de første kurser på den nye ”Kitesurf Instruktør” uddannelse.

Feedbacken fra 14 instruktører med international instruktørbaggrund har belyst, at Dansk Sejlunions kitesurf instruktøruddannelse er et godt supplement til internationale kitesurfinstruktør uddannelser. Et eksempel er Birgitte Overgaard Madsen, der er idrætsfagligt uddannet og kitesurf instruktør med international uddannelse, som er begejstret for uddannelsen af instruktører, så vi får en højere standard generelt.

”Det er vigtigt, at instruktører har en uddannelse med sig, når de skal undervise i kitesurf. Jeg er selv uddannet som kiteinstruktør på den internationale IKO-uddannelse, og har derudover en idrætsfaglig professionel baggrund, som jeg lever af til daglig. I forhold til instruktion i kitesurf mener jeg, at kurset ligger i god tråd med kombinationen af en idrætsfaglighed, hvor der netop er fokus på at udnytte den enkeltes ressourcer og på at tilpasse forskellige læringsstile til den enkelte instruktør og ikke mindst kursist. Den del mener jeg mangler i den internationale IKO-uddannelse, og jeg kunne forestille mig, at andre IKO-instruktører kunne have gavn af den vinkel. Der er lagt op til, at instruktøren skal have en fleksibilitet i sin undervisning, uden at man slækker på en række mindstekrav for, hvornår man som begynder kan kitesurfe sikkert selv. Dansk Sejlunion og Kiteboarding Danmark har nu sat en standard, hvor man som begynder bliver gjort opmærksom på, at et kursus handler om at få nogle grundlæggende færdigheder, og det har der været behov for i mange år i Danmark. Så jeg er glad for, at begyndere nu bliver bevidste om færdigheder frem for et fokus på, hvor mange timers kursus, de har købt. Det er i mine øjne virkelig vigtig, at begyndere er helt med på, hvad det kræver for at kunne kitesurfe sikkert efter et kursus i kitesurf. Så mit personlige råd til begyndere vil altid være at gå efter kvaliteten i stedet for prisen”.

God introduktion på Certificerede Kiteskoler
På Dansk Sejlunion Certificerede Kiteskoler kan nye udøvere i kitesurf købe et ”DS-Kitekursus”, hvor fokus er lagt på sikkerhed og færdigheder frem for antallet af undervisningstimer.

Anbefalingen fra Kiteboarding Danmark er, at man som begynder tager et "DS-kitekursus", hvor begynderen sammen med instruktøren gennemgår "Kitesurfer 1" diplomet, som er den nye kitesurfers sikkerhed for at have opnået et respektabelt færdighedsniveau.

Se Dansk Sejlunions Certificerede Kiteskoler og instruktører på www.sejlsport.dk/surf

 

Tekst: Henrik Tang - Dansk Sejlunion

Seneste nyheder

Kommende events